Boganmeldelse og konkurrence – E-mail nyhedsbreve
Britt Malka her med en anmeldelse af bogen “E-mail nyhedsbreve”. Er den noget for dig? Du får i hvert fald chancen for at vinde et eksemplar af den.
Forfatteren til bogen, Rikke Moos, har selv beskæftiget sig med udsendelse af nyhedsbreve i mange år. Denne erfaring nyder læseren godt af, faktisk hvad enten han er en totalt nybegynder eller selv har års erfaring.
Bogen er inddelt i to:
Del 1 beskriver den viden, du skal have, før du udsender dit første nyhedsbrev. Hvad siger loven for eksempel? Hvilke faldgruber skal du passe på? Hvilket indhold kan du putte i? Hvordan definerer du din målgruppe? Hvordan kan du måle din succes med brevet?
Del 2 er alt det praktiske. I et konkret eksempel lærer du at designe nyhedsbrevet, hvordan du opretter mailinglisten og udsender brevet med Outlook 2003. Forfatteren anbefaler i øvrigt, at man bruger et professionelt program til udsendelsen, hvilket jeg er helt enig i. Der kan hurtigt blive for meget arbejde ved at spare dette led.
Alt i alt er bogen fyldt med gode tips, tjeklister, spark i … så du kommer i gang, et svar på alle de dårlige undskyldninger til ikke at starte, konkrete anvisninger m.m. Det er en rigtig god bog, som jeg vil anbefale dig at anskaffe dig, hvis du vil til at skrive ud til dine kunder eller, sådan som jeg gør det, til en liste af personer, der interesserer sig for et bestemt emne.
Det er meget velfortjent, at bogen er røget ind på en førsteplads på Libris’ bestseller-liste.
Jeg har kun to påtalepunkter til bogen:
* Front Page bruges til design af html-udgaven af e-mailen.
* Forfatteren fortæller ikke, at det er vigtigt, at e-mailen følger webstandarden.
Forstå mig ret: Jeg er ligeglad med, hvilket program du bruger til at designe din html-skabelon til nyhedsbrevet, men det kan af og til være svært at følge med, når det kun er beskrevet, hvordan en funktion gøres i Front Page. Der savner jeg, at selve html-koden også blev vist.
Da forfatteren viser, hvordan man indsætter et billede i e-mailen, bruger hun ikke alt-attributten. Dette betyder, at e-mailen ikke validerer, dvs. den overholder ikke den anbefalede webstandard.
Kan det ikke være ligemeget i en e-mail, tænker du måske? Jo, måske, men det kan faktisk få den betydning, at e-mailen ryger i spamfilteret i stedet for indboksen.
Forlaget Libris
Rikke Moos: E-mail nyhedsbreve
ISBN 87-7843-743-1
Antal sider: 152
Pris: 199 dkk
Min vurdering: **** (4 ud af 5)
————————————————–
Du kan vinde bogen
————————————————–
Forlaget Libris har meget venligt sponsoreret et eksemplar af bogen, som jeg kan sende til et medlem af listen.
Portoen fra Frankrig til Danmark er jeg sponsor for.
Vinderen skal altså absolut intet betale for at modtage denne bog.
Til gengæld kræver det aktivitet at vinde bogen
Hvis du er interesseret, skal du sende mig en e-mail på adressen britt@malka.biz – skriv “vind en bog” i emnefeltet.
I mailen kan du enten skrive, hvad du ville bruge bogen til. Altså helt konkret: Hvilken idé har du til et nyhedsbrev?
Du kan også skrive dit bedste tip til, hvordan du har tjent penge på nettet. Alt over 1 dollar er at tjene penge
Så altså enten:
* Hvad skal nyhedsbrevet handle om.
eller
* Dit bedste tip til at tjene penge på nettet.
Vinderen af bogen bliver den, der sender det bedste svar ifølge min vurdering. Jeg forbeholder mig i øvrigt retten til at bruge nogle af disse tips til fælles glæde for alle på listen her.
Frist: Send din e-mail senest søndag den 21. januar 2007.
Hvis du sender til den rigtige adresse med det rigtige emne, vil du få en kvittering for brevet. Der kan godt gå flere timer, før du modtager kvitteringen.
God fornøjelse!
–
Mange hilsner
Britt Malka
http://www.netpenge.info
No comments yet.