TimeManagement – tre tips til at nå mere på den samme tid

Sat på siden 19-01-2009 af Britt Malka

Tid er penge! Og vi har alle den samme mængde tid, nemlig 24 timer i døgnet, at bruge af. Så hvordan får du mest muligt ud af disse få timer? Her får du tre gode tips:


Skær alt det overflødige fra

Prøv at lægge mærke til, hvor meget tid hver dag du bruger på at tjekke Facebook, tjekke e-mails, kigge ud af vinduet, læse og skrive på forummer osv. osv.

Ja, Facebook er vigtigt rent marketingsmæssigt, og det samme gælder e-mails, forummer osv. MEN giv dig selv faste tidspunkter, hvor du laver et hurtigt tjek de forskellige steder, så du ikke bagefter ser tilbage på dagen og spørger dig selv: Hvad lavede jeg egentlig i dag? Jeg syntes, jeg havde travlt, men hvad har jeg fået udrettet?

Det kan også meget vel være, at der er områder af dit arbejdsliv, der helt skal lukkes af. Sæt dig ned og tjek alle dine projekter. Giver de dig noget? Ellers ud med dem.

Start dagen med motion

Du vil være forbløffet over at opdage, hvor veloplagt og frisk du er efter at have startet dagen med en halv times motion. Blodet er kommet helt ud at cirkulere i hele kroppen, lige fra lilletå til hjernen, og bagefter vil du kunne arbejde langt mere effektivt.

Så overvind dig selv – stå en halv time før op, og så bøj og stræk. En Wii med Wii Fit kan anbefales. Det er sjov motion. Men du kan også løbe, sjippe, svømme eller hvad du nu holder mest af.

Giv dig selv deadlines

Har du prøvet at sige til dig selv: Denne opgave skal jeg lave i dag, og så bagefter bemærke, at opgaven faktisk tog det meste af dagen?

Hvis du har fem timer til en opgave, så når du den på fem timer.

Men hvis du kun har en time til den samme opgave, vil du kunne forbløffe dig selv med rent faktisk at nå den på en time. Fordi du vil kunne være hyper-fokuseret og ikke lave alle mulige andre ting samtidig, som du kun spilder tiden med.

Parkinson har formuleret det i en lov:

Work expands so as to fill the time available for its completion. — Cyril Parkinson (1909 – 1993)

VN:F [1.8.5_1061]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
VN:F [1.8.5_1061]
Rating: 0 (from 0 votes)