Kan man lære folk at tjene penge på nettet?
For præcist to år siden udkom mit hæfte “Tjen penge på nettet” hos forlaget Libris, men allerede før den tid underviste jeg folk i at skaffe sig en indkomst online.
Så nu ved den smarte læser nok, hvad mit svar er på det retoriske spørgsmål i titlen, ikke? Du tror måske allerede nu, at du kan slippe for at læse resten af dette blogindlæg, fordi du allerede ved, hvordan det vil udmønte sig. Du skal bare købe nogle af mine produkter eller dem, jeg anbefaler, og din lykke vil være gjort.
Men nej, du er kommet til den forkerte, hvis du bare regner med det ventede.
Mit svar vil måske overraske dig:
Nej, man kan ikke lære folk at tjene penge på nettet.
Hvorfor ikke? Tjah, du slipper ikke uden om at læse videre, hvis du vil kende min holdning til spørgsmålet.
Hvorfor ikke?
Først en lille omvej via en e-mail, jeg modtog fra René Sønderbæk for godt en uge siden som et svar på min masseudsendte mail med titlen “Kan jeg lige snuppe din lænestol et minut?“
“Nu hvor jeg står op, vil jeg da lige vise dig hvad du har inspireret mig til. Dette er måske også nyttigt for din læserskare:
http://www.100vejetilnemmepenge.blogspot.com/
http://www.lavflerepenge.blogspot.com/ “
Hvad har det nu med om man kan lære folk at tjene penge på nettet eller ej at gøre?
Det har noget med at handle at gøre, at lade sig inspirere, at turde handle og risikere at fejle.
Jeg tænkte på det i dag, da jeg lyttede til noget af det mest geniale lydmateriale, jeg længe har hørt. Faktisk emnet for den tidligere e-mail, og du kan få en gratis rapport her: Six Days to Saturday Father’s Day. Manden, der fortæller sin historie på fantastisk og inspirerende vis, er motivations speaker, og så tænkte jeg på, mens jeg lyttede, hvor skuffende det må være for ham, når han har dette stærke budskab, når hans egen historie er så inspirerende og lærerig, at de fleste så alligevel ikke foretager sig noget.
Kender du ikke nogen, som beklager sig over deres job?
Jeg kendte engang en kvinde, som arbejdede på KTAS nummeroplysning. Hun hadede sit job. Når jeg gav hende idéer til, hvordan hun kunne komme ud af det og foretage sig noget nyt, havde hun altid en undskyldning klar som svar. Jeg kunne ikke lære hende noget.
Jeg kan ikke lære nogen noget.
Medmindre de selv ønsker at lære.
Eller at blive inspirerede. Jeg elsker det ord. Jeg ved, hvor meget det betyder for mig selv, når jeg bliver inspireret. Det kan være af en samtale, en person, en film, et podcast, en bog … Inspiration er guddommelig! Men man skal tage imod den.
Som René, der ikke lod det blive ved inspirationen, men gik videre til næste punkt: Handling. Nok det vigtigste punkt af alle.
Mit budskab
Siden 1995 har jeg været selvstændig erhvervsdrivende, og siden starten af årtusindet har jeg tjent til livet via internettet.
Det har ikke været fordi jeg kendte specielt meget til internettet, eller havde specielt fantastiske idéer eller viden.
Jeg har lært en masse og lærer dagligt. Men det vigtigste, jeg har gjort, er, at jeg har handlet.
Det liv, jeg lever i fuld frihed, er mig til daglig til stor glæde, og jeg er hver eneste dag taknemmelig for, at jeg har det sådan. Jeg kan vælge at lade helt være med at arbejde en dag, eller sove til kl. 11, hvis jeg ønsker det. Det er mit valg, mit liv, min frihed.
Når jeg møder nogen, der spørger mig, hvad jeg laver, og jeg fortæller om det, svarer de ofte, at det lyder interessant. De kunne da også godt tænke sig at lære at tjene til levebrødet via nettet.
Men når jeg så – begejstret – fortæller om det, så kommer indvendingerne:
- Jo, men det kan da tage tid at bygge op. Ja, det er rigtigt. Det kommer sjældent fra den ene dag til den anden.
- O.k., det vil jeg se på. <– Så tror vi på den, og julemanden, ikke?
Og så er der de usagte indvendinger, som fx at der er alt for meget arbejde i det. Pengene skal komme nemt og ubesværet, helst uden nogen særlig indsats. Og de skal komme hurtigt, så man ved, at systemet fungerer.
Sådan er livet ikke altid
Jeps, nogle er heldige og få jackpot første gang. Jeg skrev selv tips og tricks og udsendte dem hver uge i nogle år, før det begyndte at give penge. Da jeg var ved at droppe det hele mange gange, holdt jeg kun fast, fordi “arbejdet” trods alt også morede mig. Det var ikke den ene krone eller to, jeg tjente om ugen, der fik mig til at fortsætte med at bruge imellem 5 og 10 timer hver uge på projektet. Måske ikke engang troen på, at det engang kunne give noget af betydning. Noget, der senere kunne betale vores husleje og mere til, bare det ene site.
Hvad skal der så til?
Mit mantra-ord er “handling“. Og man kan ikke lære folk at handle. Man kan opfordre dem til det. Man kan give sit eget gode eksempel. Men vil de ikke handle, så vil de ikke handle.
Derudover kan man lære dem, der handler, hvordan de kan handle mest rationelt og få mest muligt ud af deres tid. Og det er den viden, mange køber, jeg selv inklusive.
Hvis jeg kun købte den viden, tillærte mig den og så ellers gik videre til næste projekt, så ville jeg ikke tjene penge på nettet. Jeg har kun lært en metode til at tjene penge på nettet. Jeg har ikke lært at tjene penge på nettet. Det var en impuls, der kom fra mig selv. Jeg er en person, der handler, og kun ved at handle, kan man få succes.
Tak for endnu en yderst inspirerende artikel.
Jeg er fuldkommen enig. Det STØRSTE (måske endda ENESTE) problem der gør at online indtjening på det danske marked STADIG er forud for sin tid er bestemt folks skepsis. De handler ikke, fordi de ikke tør TRO på et affiliate produkt.
Nogle af de sjoveste ting, som endda har givet flest penge i sidste ende, har været produkter i den lave prisende — dér hvor alle har råd til at være med. Og så alligevel ikke. På 6 dage, siden jeg annoncerede på Twitter at kun 109 havde hentet den gratis version af Tjen Penge Online, er der KUN 18 mere som har hentet to HELT GRATIS prøvekapitler.
Det fortæller en del. For havde det nu været sådan at 5.000 havde hentet den gratis udgave, men kun 4 som havde købt, så var det fordi PRODUKTET var dårligt. Men vi taler virkelig om at online indtjening som niche IKKE endnu er blevet et etableret emne. Folk tager det ikke til sig.
De LYTTER gerne. Når de hører at SmartGuy i Jyderup eller Jubii, Skype m.fl. startede hjemme i privaten, så nikker de gerne. Selv Microsoft var der ikke mange der troede på for lidt over 30 år siden. I dag er de med på Top Ti med hensyn til indtjening på globalt plan….
Men fortvivl ikke. Dem som holder fast, og ved en masse om emnet skal nok overleve. Men nogen guldgrubbe bliver det ikke før folk beslutter sig for at LYTTE når vi fortæller dem, at det ER muligt at tjene penge online.
Igen: tak for inspirationen.
Hej Britt og Henrik.
Det er rigtigt at man ikke kan lære nogen noget. Man kan vise dem det og måske endda inspirere dem, men selve læringen er deres ansvar og kun personen selv kan foranstalte læring.
Jeg har en teori om hvorfor folk ikke reagerer når vi viser dem noget de kan bruge til at skabe sig et bedre liv. Se den på http://www.peteandersen.dk/det-usynlige-hegn/
Som sædvanligt, tak for et godt indlæg…
Pete
Har selv din bog “Tjen penge på Nettet” og synes den er super god. Du har ret i pengene ikke bare flyver til en, man skal handle og være tålmodig.
Og så skal de nok komme på et tidspunkt.
Godt blog indlæg.
Christopher