Skaber du selv dit held?
Few people realize that luck is created. Just as money is.
– Robert T. Kiyosaki fra bogen “Rich Dad, Poor Dad“
I går fulgtes jeg med min datter langs landevejen. Solen skinnede, og der var ikke skygge at se i nærheden, og vi havde gået et kvarters tid allerede. Vi snakkede om arbejde og penge, eftersom hun lige havde været til jobsamtale. Jeg spurgte hende, om hun var klar over, at jeg lige havde sagt mit midlertidige job op, og at AdSense allerede var steget, lige efter at jeg havde taget beslutningen?
“Jamen, det er jo held!“, sagde hun.
Og så fortalte jeg hende lidt mere om held.
Handling og held
Siden 1996 (eller var det 1995?) har jeg været selvstændig. Jeg begyndte med at ville være bogholder for små virksomheder, men heldigvis blev det efter kun nogle få måneder til edb-undervisning, og en måned senere begyndte jeg at skrive undervisningsmateriale til edb-undervisningen.
Undervisningen blev betalt, når jeg havde sendt en faktura. Men på et tidspunkt søgte jeg job hos Roskilde Handelsskole. Job eller faktura – friheden var den samme. Jeg kunne sige nej til at undervise de ting, jeg ikke havde lyst til. Jeg fik kun løn for den undervisning, jeg havde. Så der var kun tale om en formssag.
Jeg mødte andre undervisere, som jeg kendte i forvejen fra freelance-undervisningen. Alle som en klagede de over forholdene på handelsskolen. Vi snakkede om systemer, der ikke fungerede, computere, der altid var i udu, printere, der ikke kunne udskrive, mangelfuld installation af undervisningsprogrammer osv. osv. Ingen af disse undervisere droppede dog deres job. Det var jo en fast indkomst.
Efterhånden begyndte jeg også at tale hjemme om problemerne på arbejde. Min mand, Cyril, foreslog, at jeg stoppede der, men vi var jo afhængige af indkomsten. Og der var ikke udsigt til anden freelance-undervisning lige i den periode.
En dag blev det mig dog for meget. Jeg var blevet bedt af en chef om at undervise et hold i fire timer ekstra. Det gjorde jeg selvfølgelig, men hans overordnede ville ikke betale for det. Så jeg smuttede. Fast indkomst eller ej! Den slags ønsker jeg ikke at finde mig i. Det var en aften.
Dagen efter tidligt om morgenen ringede telefonen. Det var en helt ny freelance-opgave fra en person, jeg slet ikke kendte til i forvejen. Herefter startede et længerevarende samarbejde, der gav mindst lige så meget, som jeg havde mistet, og på helt andre og bedre vilkår.
Hvis jeg stadig havde været ansat, havde jeg ikke kunne sige ja til denne undervisning.
Entreprenør eller ansat
Siden dengang har jeg kun været ansat én gang, og det var på samme måde, frit, det var bare en teknisk formssag, at der skulle være ansættelsespapirer og ikke faktura. Det var i Frankrig i år 2002. Edb-undervisning.
Og så nu …
I 1998 fik jeg udgivet min første bog for handelsskolernes forlag, så fulgte i 2000 en bog for Teknisk Forlag (som det hed dengang), og siden 2001 skrev jeg for Libris (dengang IDG Forlag). Sideløbende har jeg altid haft andre aktiviteter, som fx salg af software via nettet og oversættelser fra fransk eller engelsk til dansk i ny og næ. For et par år siden stoppede jeg med at skrive bøger og levede udelukkende af nettet og så de få oversættelser, som jeg tog imod.
Sidste sommer hørte jeg om en mulighed for oversættelse 20 timer om ugen.
Jeg slog til. Bestod prøven, men så havde firmaet alligevel ikke brug for nogen. Det fik de dog igen i oktober sidste år, hvor jeg så blev kaldt til samtale i Paris og fik jobbet. Jeg skulle arbejde som ekstern oversætter, dvs. hjemmefra, 20 timer om ugen.
Deres interne oversætter holdt imidlertid op to dage senere, og for at hjælpe dem inden julehandelen sagde jeg ja til at arbejde 35 timer om ugen i et par måneder.
Tre ting fik mig til at tage jobbet:
- Jeg tænkte, at jeg nok kunne klare oversættelserne på færre timer og dermed gøre timelønnen lidt højere (efter afgifter er der kr. 50 tilbage i timen, men det vidste jeg ikke dengang).
- Jeg regnede med at kunne passe internet-biksen efter jobbet.
- Krisen havde ramt os på den måde, at min mand havde færre klienter. Han er kendt for bl.a. at kunne gøre ca. 90 % af de patienter, der ønsker at holde op med at ryge, røgfri, men i krisetider vil folk ikke spare penge på tobak. Det er en af deres få fornøjelser. Så vi kunne godt bruge et ekstra tilskud af penge.
Big mistake!
For det første kørte det mig helt ned i træthed at oversætte så mange timer dagligt. Det er KEDELIGT!!!
For det andet var der tale om fast arbejdstid, og kravet var 8-12 tekster oversat i timen. I starten klarede jeg mellem 2 og 4, men så fandt jeg metoden. En fabriksarbejder var skabt.
For det tredje faldt min indtjening fra internettet drastisk. Dels skyldtes det en teknisk fejl, som jeg ikke opdagede (havde travlt med at oversætte til kr. 50 i timen), dels det, at jeg ikke fulgte op på de ting, jeg havde gang i.
For det fjerde fik jeg forhøjet blodtryk. Hele mit liv har det ligget i den lave ende, men nu var det nok at tænke på oversættelsesjobbet, så blev jeg svimmel, fik hovedpine og følte det som om, at mit hoved var tre gange så stort som normalt.
Resultatet var mere arbejde, mindre energi, mere træthed og langt, langt færre penge!
Sagde op
Så i starten af juni besluttede jeg, at nu kunne det være nok. Jeg sagde op til 15. juli, til min chefs store fortrydelse. Han har aldrig lagt skjul på, at han var særdeles glad for min arbejdskraft. Og han er selv kun en stakkel, der bliver udnyttet til at give alt for firmaet. Men han forstod.
Mirakel: AdSense-indtjeningen, som havde været helt i bund siden april, steg fra den ene dag til den anden næsten op til samme niveau som før jobbet.
Jeg blev kontaktet via min engelske blog fra en totalt ukendt, der gerne vil have mig til at lave et freelance-job for ham vedrørende noget software, der snart skal markedsføres.
Under samtale med et lokalt bureau fandt vi ud af, at de havde stærkt brug for en php-programmør, og de vil have os til at lave jobbet.
Held eller handling?
Ja, det er jo held. Naturligvis. Men held uden handling findes sjældent.
Fordi jo, jeg fik mere energi til at gøre noget ved hjemmesiderne, så Google kunne finde dem igen, og til at skrive nyt indhold på siderne.
Vores udstråling af glæde og selvtillid fik det lokale firma til at tro på, at vi kunne udføre opgaven. Hvis jeg stadig havde været grå i ansigtet og træt efter arbejdet, havde ingen villet få den tanke.
Den fremmede kontakt via min engelske blog ville ikke have fundet mig, hvis jeg ikke havde skrevet på den og været aktiv.
I denne uge har jeg haft ferie fra min arbejdsplads. Og så har jeg 12 arbejdsdage tilbage der.
Det bliver skønt at få min frihed igen, og jeg vil aldrig, aldrig, ALDRIG mere tage et job!
– Tilføjelse 01-07-2009 – min datter kontaktede mig i dag, fordi hun havde fået brev fra det sted, hvor hun søgte elevplads. De havde valgt hende
Super inspirerende, og RIGTIG GODT, at du frigav energien til at genfinde passionen. Der er ingen tvivl om at passion smitter, så jeg er stensikker på den positive udvikling nok skal fortsætte.
Det glæder os meget at høre de glade nyheder.
God weekend.