Gyldne regler for dygtige forhandlere/affiliates
Sat på siden 30-01-2010 af henrikblunck
Her kommer nogle gyldne regler for en forhandler (affiliate):
- Gode affiliates tjener penge
- Gode affiliates vælger programmer rettet mod succes
- Gode affiliates skaber varige og tillidsfulde forhold
- Gode affiliates respekterer reglerne
- Gode affiliates kommunikerer
- Gode affiliates kommer kun med konstruktivt feedback
- Gode affiliates laver sine lektier
Hvad mener jeg så med det?
Jo, lad os tage det hele punkt for punkt. Husk: det at have forhandlere eller at være forhandler er hver sin side af samme mønt. Det er ikke modsatrettede interesser. Hvis der skal opnås den ultimative synergi, skal der hele tiden fokuseres på at fungere som et team. Teksten er skrevet med begge sider i tankerne.
Hvis du lærer at mestre dette begreb, burde du med tiden kunne få en langt større effekt ud af dine joint ventures – joint venture = samarbejde hvor begge parter får noget ud af handlen. Udover kunden, naturligvis, da den største værdi gerne skulle komme til kunden.
En glad kunde kommer tilbage.
En utilfreds kunde holder sig langt væk.
Den glade kunde fortæller 3-5 om sin erfaring.
Den utilfredse kunde fortæller det til ti.
Gode affiliates tjener penge
En forhandler der ikke kan sælge sit produkt er ikke meget værd. Det er sjovest at have 10.000 kunder og 50 forhandlere end det er, at have 1.000 kunder og 500 forhandlere. Og dog…
Nogle gange (afhængig af salgsprisen) kan målgruppen godt være lille – en såkaldt “niche”. Nicher kan man leve godt af, fordi man igen lever efter devisen “den der lever stille, lever godt.” Begynder man først at rokke båden, så er der jo en vis risiko for at konkurrenterne gennemskuer det som er ved at ske, ikke sandt?
Er der noget forkert i at lave penge? Nej, vel? Men hvis du skal fungere ordentligt som freelance-/hobbysælger, så kræver det altså handling.
Gode affiliates vælger programmer rettet mod succes
En forhandler skal altid have sine kunder som den primære “linse” for hvad han/hun ønsker at beskæftige sig med. Der findes sælgere der mener de kan skabe behov. De tager fejl. De kan vække latente behov, men et behov kan ikke “skabes”, uanset hvor dygtig man end måtte være.
Hvis dit produkt ikke opfylder et behov vil det miste sin værdi. Udbud og efterspørgsel. Du kan have Danmarks lækreste hus med den fineste havudsigt, men hvis ikke du kan finde en køber til den pris du vil have, så er værdien altså bare ikke den du tror den er. Du kan ikke leve af mursten, vel?
Gode affiliates skaber varige og tillidsfulde forhold
En forhandler skulle efterhånden gerne have en vis kundeandel som nye produkter nærmest pr. automatik sælges til. Nogle kalder det en liste, andre kalder det en relation. Boghandelen Amazon arbejder f.eks. ud fra visse teser hvor eksisterende bøger du allerede har købt (eller tilføjet din ønskeliste) bliver matchet med andre bøger. Således kan en kæmpe database bruges til at udvælge hvem der skal have et ugebrev om Harry Potter, mens der er andre der skal have tilbudt bøger om diæt og vægttab, for eksempel.
På samme måde er der forskellige gimmicks der kan bruges. Noter f.eks. hvornår din kunde har fødselsdag eller hvornår han/hun blev gift. Send en lille mail i rette tid. Det virker. Du får ikke alle tips før jeg en dag sætter mig for at nedskrive det hele i en bog. Denne bog vil du ikke kunne låne på biblioteket. Det bliver en e-bog alle kan købe. Erfaring er uvurderlig, og jo flere tricks du lærer jo bedre kan du skabe relationer med dine kunder. Troværdig interesse er naturligvis helhjertet interesse, ikke bare et kunstigt salgsbrev i forklædning.
“Hvis viden altid gives, vil den til sidst blive opfattet som værdiløs” (Henrik Blunck, 2007)
Gode affiliates respekterer reglerne
Når og hvis der står, at et produkt kan anbefales til venner og kolleger, så annoncerer man altså ikke på Usenet! Usenet og nyhedsgrupper oversvømmes regelmæssigt af naive personer som tror der findes genveje til rigtig markedsføring.
Hvis du nogensinde bruger et massemedie, skal det være fordi du har et budskab med værdi til folk. De kan lynhurtigt skelne skidt fra kanel, og du skaber en masse negativ omtale i stedet for at øge dine resultater. Altså: tænk før du sender noget som helst. Du kommer galt af sted, hvis denne fase glipper.
Gode affiliates kommunikerer
En god forhandler værdsættes af en principal fordi der skabes intern kommunikation også. Ikke ligegyldig kommunikation som spilder hinandens tid, men kommunikation der hjælper. Mange etablerer f.eks. et forum for forhandlere for at undgå spildtiden ved at skulle besvare de samme tvivlsspørgsmål til flere.
Nogle opretter offentlige fora, men man skal være varsom fordi der vil næsten altid være nysgerrige mennesker (og konkurrenter) som ønsker at få insiderviden. Så offentlig viden i en FAQ [FAQ = Ofte Stillede Spørgsmål], og intern viden i lukket forum hvor forhandleren oprettes og f.eks. selv kan tilrette sit kodeord når velkomstmailen er modtaget.
Søgemaskinerne skal ikke fungere til skade for din virksomhed, så du bør læse i manualen for det forum du vælger for at sikre dig, at adgangen til forum for søgerobotten nægtes. Det kan koste dig rigtig mange penge at glemme dette når og hvis du serverer viden på et sølvfad for dine konkurrenter.
Gode affiliates kommer kun med konstruktivt feedback
Når og hvis forhandlere kommunikerer med et problem, så er det en god idé at foreslå en løsning. Hvis du som forhandler har et tip til hvordan noget bør gøres kan jeg (eller en hvilken som helst anden person) ikke se i nogen krystalkugle hvad du har tænkt. Så det du tænker, bør du også give udtryk for i din kommunikation for at gøre den så konstruktiv som mulig.
Gode affiliates laver sine lektier
En god forhandler læser og studerer sit materiale. Du vil altid få 20 spørgsmål til professoren når du skal sælge et produkt, og jo bedre forberedt du er, jo nemmere vil det være at gennemføre et salg.
Der er ingen genveje til at være en god forhandler. Det kræver handling. Men der var vel heller ikke nogen der bildte dig ind, at man kunne komme sovende til penge, vel?
Det er min erfaring at gode forhandlere ikke vokser på træerne. Men du kan nu blive en dygtigere forhandler hvis du laver dit hjemmearbejde ordentligt og grundigt.
Held og lykke.

[...] artikel er flyttet herover: http://netpenge.info/gyldne-regler-for-dygtige-forhandlereaffiliates/ Comments [...]